×

Fakta- og fiktionskoder

På denne side får du et overblik over fakta- og fiktionskoder der, som navnet også antyder, hyppigt anvendes i både fakta- og fiktionsgenrer.


Nørgaard, M. (2015). Klovn Forever. Nordisk Film.

FAKTAKODER

180-graders reglen 180-graders reglen kan brydes, typisk grundet bevægelser eller hvis indholdet på anden vis dikterer dette brud.
Autentiske personer Personerne er "ægte", og optræder som regel under deres eget navn og virke.
Autentisk miljø Begivenhederne er forpligtet på virkeligheden, og derfor er tid og sted også autentisk.
Begrænset redigering Det er altid svært for seeren at vide hvor meget der er redigeret i de egentlige optagelser, men udgangspunktet for fakta må være en begrænset redigering.
Billeder af svingende kvalitet Billederne kan være grynede, kornede eller slørede, ofte i situationer med skærpet fokus på indholdet.
Håndholdt kamera I nogle tilfælde kan det håndholdte kamera i sig selv ses som en faktakode, da det kan afspejle en autentisk situation som eksempelvis skjult kamera.
Lyd af svingende kvalitet I mange tilfælde kan lyd af lavere kvalitet og forholdsvis utydelige kommentarer m.m. også opfattes som en faktakode.
Moderat klippetempo Selvom der kan opstå dramatiske episoder fyldt med action, så vil klippe tempoet typisk være moderat.
Naturligt lys Selvom der sagtens kan være interview sekvenser osv. i faktaværker, så vil billederne "fra marken" ofte være karakteriseret af naturlig belysning.
Neutrale beskæringer/kompositioner Billedbeskæringen og kompositionen er som oftest neutralt hvilket igen afspejler et autentictet.
Synlig teknik Ofte vil teknikken og udstyr som kamera, mikrofoner osv. optræde i billedet.

FIKTIONSKODER

180-graders reglen 180-graders reglen brydes ikke eller meget sjældent i fiktion.
Animationer, CGI osv. Inddragelse af animationer, CGI og andre computergenerede billeder er et typisk fiktionstræk.
Beskæringer, kompositioner og perspektiv Beskæringer og perspektiv som nær og ultra-nær samt fugle- og frøperspektiv er fiktionskoder som kan påvirke vores opfattelse af billederne.
Dramatisk klipning Et højt klippetempo og brug af eksempelvis parallelklipning, krydsklipning og montageklip er ligeledes en typisk fiktionskode.
Ensartet billedkvalitet Man oplever sjældent professionelle fiktionsproduktioner med svingende billedkvalitet. Dette skyldes, at man har mulighed for at opstille kulisser, lys osv. så man altid har de optimale forudsætninger for at få nogle flotte billeder i kassen.
Ikke-diegetisk/asynkron lyd Den ikke-diegetiske lyd som eksempelvis underlægningsmusik og effektlyde kan fremkalde stærke følelser, som kan virke manipulerende på seeren.
Lys og farver Der anvendes ofte kunstig belysning, high-key og low-key samt bearbejdede farver, skygger osv.
Travelling/tracking shots Der anvendes ofte travelling skud på kran, dolly eller skinner.
Usynlig teknik Kamera, mikrofoner og andet teknisk udstyr er skjult.